Personlig musikvideo med geodata

Kunst, teknologi og geodata går op i en højere enhed i indie-rockgruppen Arcade Fires musikvideo, som ved hjælp af geodata giver hver eneste bruger en helt unik oplevelse.

Musikken spiller, og den hættetrøjeklædte mand løber ned ad en gade. Det er gaden, hvor du voksede op. Filmen zoomer ud på din barndoms by. Pludselig flyver en stor flok fugle hen over himlen, træer eksploderer op af jorden! Kunst, teknologi og geodata spiller her sammen om at give brugeren en helt særlig oplevelse af at være en del af fortællingen.

Geografien bringer minderne frem
Filmen “The Wilderness Downtown”, eller websiden som det nærmere er, blev skabt i 2010 i et samarbejde mellem instruktøren Chris Milk, bandet Arcade Fire og internetmastodonten Google.

Brugeren indtaster adressen på sit barndomshjem, og i forskellige vinduer, der popper op, begynder fortællingen nu at folde sig ud, mens musikken spiller. Undervejs i filmen kan brugeren skrive et brev til sit barndomsjeg og se, hvordan musikken og grafikken spiller sammen med de velkendte omgivelser hentet fra Google Street View og Google Maps.

Arcade Fire har bidraget med sangen We Used To Wait fra albumet “The Suburbs”. Efterfølgende har Chris Milk samarbejdet med Googles programmører i det dengang stadig nye kodesprog HTML5 om at skabe en interaktiv musikoplevelse for brugeren. Oplevelsen  folder sig ud på et sted, som brugeren selv definerer – men konceptet lægger op til, at det er ‘barndommens gade’.

Reklame for Google Chrome
Projektets kobling mellem brugerens erindringer knyttet til konkrete, geografiske steder og det følelsesmæssige og æstetiske i interaktion, grafik og musik gav både Chris Milk, Google og Arcade Fire en del omtale. Ved reklameindustriens store prisuddeling Cannes Lions International Festival of Creativity var ”The Wilderness Downtown” en af tre Grand Prix-vindere i Cyber-kategorien. Samtidig promoverede det Googles dengang nye browser, Google Chrome, og viste et eksempel på, hvad man kan kode i HTML5.

Ved reklameindustriens store prisuddeling Cannes Lions International Festival of Creativity var The Wilderness Downtown en af tre Grand Prix-vindere i Cyber-kategorien.

Læs mere
Besøg The Wilderness Downtown (virker kun i browseren Google Chrome)