D. 24/2 2012
Hvis du gerne vil vide, hvor I kan slå lejr, finde en god mountainbike-rute eller en rundvisning i de danske skove, så kan du besøge Naturstyrelsens hjemmeside.
Udinaturen.dk er Naturstyrelsens portal til naturoplevelser. Skovbørnehaver, hundeluftere, familier og friluftsentusiaster kan gå på opdagelse i kortet og finde nærmeste guidede tur, bålplads, snorkelsted, mountainbikerute og meget andet. Opretter man en brugerprofil, kan man også indtaste egne ruter, tilføje billeder og beskrive sin bedste naturoplevelse.
Udinaturen.dk er bygget op om 2 webapplikationer, en offentlig, der præsenterer den danske natur for offentligheden, og en administrationsapplikation, der lader udvalgte brugere eksempelvis naturvejledere, administrere indholdet af den offentlige del af Udinaturen.dk.
Hvor finder jeg et overnatningssted i naturen?
Publikumsdelen på Udinaturen.dk giver borgerne mulighed for at fremfinde en række prædefinerede “faciliteter” såsom ture, overnatningssteder eller p-pladser på danmarkskortet. De tilknyttede oplysninger viser om turen fx er egnet for barnevogne, om der er drikkevand på stedet etc. Resultaterne kan vises på skærmen, kan printes til pdf eller eksporteres til GPS. Borgerne kan også oprette deres egen brugerprofil, hvilket gør dem i stand til at oprette og dele egne naturoplevelser, gemme søgekriterier til senere brug og planlægge ruter til kommende ture.
Fortællinger og guidede ture med natureksperter
Administrationsdelen giver både friluftsorganisationer, kommuner og øvrige organiserede naturinteresserede, der arrangerer ture, holder foredrag eller lignende, mulighed for at blive oprettet som inddatører af Naturstyrelsen. En stor del af Naturstyrelsens egne medarbejdere – typisk naturvejlederne på naturdistrikterne er også inddatører. Disse kan logge ind i administrationsmodulet via Danmarks Miljøportals (DMP) brugerstyring, og derigennem få en lang række rettigheder til at oprette og vedligeholde deres egne naturbeskrivelser på Udinaturen.dk.
Naturstyrelsens administratorer kan desuden administrere og tilpasse Udinaturen.dk efter behov, fx oprette nye kategorier af naturoplevelser, som inddatører herefter kan oprette naturoplevelser på. De kan også oprette nye inddatører, styre brugergruppe rettigheder og tilknytte inddatørerne til de forskellige brugergrupper.
Naturstyrelsens hjemmeside blev i 2011 kåret til bedst på nettet. Prisen blev givet for hjemmesiden, “der tilbyder relevante selvbetjeningsløsninger og på elegant vis tager brugerne med ud i naturen”, som det blandt andet lød i dommerpanelets begrundelse.
Læs mere
Se naturkortet
Bedst på nettet