Overblik over byggeansøgningen
D. 22/3 2012
Hurtigere og smartere arbejdsgange i den kommunale forvaltning og én samlet indgang for borgere, arkitekter og byggerådgivere, der skal ansøge om en byggesag.
Hjemmesiden ‘Min Byggetilladelse’ guider gennem hele ansøgningsprocessen fra spørgsmål om projektet overholder lovgivningen til hvilket materiale, der skal sendes til godkendelse. Det gør arbejdsgangene smartere og hurtigere i den kommunale forvaltning og skaber én samlet indgang for borgere, arkitekter og byggerådgivere, når de skal ansøge om en byggesag.
Ansøgningsproces i tre trin
Siden giver et overblik over ansøgningsprocessen og svar på mange af de spørgsmål, der dukker op undervejs. Som ansøger kan man se sine ejendomsoplysninger f.eks. matrikelkort og luftfoto, historiske byggesager og kommunal- og lokalplan for det område, man ønsker at ansøge om en byggetilladelse i. Under forberedelsen af ansøgningen kan ansøgeren få hjælp af tjeklister. Via et login kan han eller hun også gemme sin ansøgning i en byggemappe på siden. Mappen kan deles med andre – f.eks. medejere, rådgivere eller kunder. Når ansøgningen er klar, kan den med NemID sendes direkte til kommunen fra siden vedhæftet de nødvendige dokumenter og tegninger.
Prisbelønnet pilotprojekt
‘Min Byggetilladelse’ er resultatet af projektet Digital Offentlig Sagsbehandling (DOB), som indhenter og udnytter data fra en lang række offentlige registre, herunder geografiske informationer fra Geodatastyrelsen (Matrikelkort, Skærmkort og FOT-data). Projektet er et treårigt pilotprojekt i samarbejde mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen, KL og seks danske kommuner. Det skal vise, i hvilket omfang brugen af digitale data sparer offentlige og private ressourcer samt forbedrer kvaliteten i byggesagsbehandlingen.
‘Min Byggetilladelse’ har vundet KTC’s innovationspris 2011 for at imødekomme et længe ventet ønske fra byggebranchen på en brugervenlig og overskuelig måde.
Læs mere
Innovationsprisen til Digital Offentlig Sagsbehandling