D. 22/3 2012
Vandrere, lystfiskere, geocachere, hundeluftere og andre friluftsmennesker, kan til deres håndholdte GPS få et nøjagtigt og deltaljeret kort over stier, søer og meget andet.
Garmin har udviklet TOPO Danmark-kortet, som viser højdekonturer, skove, marskområder, samt kystdybdekurver og dybdekort over udvalgte søer. På vandreture får brugere et værdifuldt overblik over området med bakker og vandløb, de skal krydse, med 3D-profilering. 3D-funktionen er bygget på den nye, danske DEM-model (Digital Elevation Model).
Fra kirkegårdsstier til dybdekonturer
Efterhånden som GPS’erne bliver håndholdte og rykker ud af bilerne og med på cyklen, på skattejagt og fisketur skal kortene også være mere og mere detaljerede.
TOPO Danmark indeholder detaljerede kort over stisystemer på kirkegårde, trædestier i klitterne ved kysten og selvfølgelig de mere etablerede vandreruter og skovstier. Kortet indeholder også interessepunkter, man kan søge frem eller vælge at få markeret på kortet, f.eks. parkeringspladser, restauranter og hoteller.
Topografi i lommeformat
Topografi henviser til landskabets form eller de fysiogeografiske kendetegn i landskabet, f.eks. højde over havet og placeringen af naturlige og kunstige landemærker i området så som skrænter, vandløb, byer, landsbyer, veje osv.
Kortet kommer også på cd-rom og kan indlæses på computeren, så vandreturen kan planlægges og indtegnes hjemmefra og derefter lægges ind på den håndholdte GPS.
Geodatastyrelsen har bidraget med det digitale topografiske grundkort. Det er for eksempel muligt ved at “pege” på et objekt og få oplysninger (attributter) om det, f.eks. at det er en skov, man peger på. Målestokken for Garmin Topo Danmark er bedre end 1:25.000. Det underliggende højderelief bygger på terrænhøjdedata fra Geodatastyrelsen i et 10 meter grid, der er udtyndet til et 25 meter grid.
Dybdekortene over søer er baseret på indsøkort fra Geodatastyrelsen og nyere beregninger fra Thomas Vedel.