Kreativ kulturformidling i Rudersdal

Historierne bag monumenter og mindesmærker i Rudersdal Kommune får nyt liv og bliver synliggjort for borgerne gennem audioguides og Augmented Reality.

Stederne fik en stemme, da Rudersdal Kommune i 2009 opsatte audioguides ved 70 udvalgte mindesmærker. I 2011 opgraderede kommunen sammen med Grontmij deres kulturformidling i ‘Augmented Reality’ via app’en Layar, så borgere og turister nu kan opleve mindesmærkernes historier i lyd, billeder og video.

Nyt liv til historiske monumenter
Arbejdet med audioguides blev til i et partnerskab mellem kommunens to lokalhistoriske foreninger – Historisk-topografisk Selskab for Søllerødegnen og Birkerød Lokalhistoriske Forening – og Rudersdal Kommunes forvaltningsområder for henholdsvis Kultur og Teknik og Miljø. Formålet er at bevare kommunens monumenter og formidle deres historie til borgerne.

I første omgang var resultatet altså opsætning af piktogrammer med tilhørende audioguides, hvor borgeren kunne ringe til et nummer fra sin mobiltelefon og få fortalt en historie om det tilhørende monument.

Næste skridt: Augmented Reality
Augmented Reality kombinerer smartphonens indbyggede GPS og kamera, så der bliver tilføjet et ekstra ‘lag’ af information til det billede af omgivelserne, brugeren ser på sin skræm. Det kan være informationer i form af lyd, billeder eller video.

For Rudersdal Kommune betyder det, at de let kan tilføje flere oplysninger om de enkelte monumenter, eller tilføje flere monumenter til informationslaget i app’en. GPS’en sikrer, at de rigtige oplysninger bliver vist ved det rigtige monument.

Muligheder med geodata og Augmented Reality
Et andet eksempel på de talrige måder man kombinere geodata og andre datalag på i Augmented Reality er også lavet af Grontmij, nemlig muligheden for at se priserne på huse til salg i det kvarter, man befinder sig i. Igen er et datalag – nu fra ejendomsmæglere – kombineret med geografisk information.